I forbindelse med åbningen af udstillingen "hvor Egen står", holdt Ole Caspersen en tale. 

Da den omkransede flere relevante og interessante emner, deles den nu her, som et blogindlæg. 

/Kommunikationsudvalget.

Tale til egetræerne

Hvorfor udstille egetræer i en kirke? Hvilken forbindelse har de til det her sted? Ja da behøver man ikke at kigge længere end til skulpturen på væggen, “Det korsfæstede Menneske” af Astrid Noack. Den er lavet af egetræ. Nu kan den så få selskab af de levende væsner den stammer fra, væsener som er blevet opsøgt som helligsteder tusindvis af år før de første kirker blev bygget. De blev så højst sandsynligt bygget af egetræ, for det er noget af det mest holdbare, vores levende natur har at byde på.

Nu er der så det med egetræer, at her på egnen, da er de altså ikke uden en vis form for farlighed. Er man dansksindet, især af ældre dato, da er de direkte bidske. Det kommer sig af, at de tysksindede havde to, tætstående egetræer med fælles krone som logo. Det gjorde ikke sagen bedre for vores dansksindede forfædres anstrengte forhold til egetræer her i byen, at tyskerne, få år efter vi var blevet del af det tyske rige, plantede et egetræ midt i Løgumkloster by til minde om deres storslåede sejre, bl.a. den ved Dybbøl. Og så kaldte de den tilmed for Fredsegen. 

Mine bedsteforældres og forældres generationer kunne aldrig nogen sinde finde på at plante et egetræ til minde om noget som helst.

Nu er vi lige så langsomt ved at dampe af på det punkt i min generation. Når der så kommer én ovre fra den anden side af Storebæltsbroen og viser os de venlige og fascinerende sider af egetræerne, sågar dem vi selv har stående, så er det måske på tide for os at lægge vores nedarvede egetræsangst bag os. Som når man skal have sin fobi for edderkopper kureret ved lige så forsigtigt at nærme sig et topsikret bur med en edderkop i, mens man har nogen at holde i hånden, så kan man her lige så forsigtigt nærme sig egetræerne med Christina i hånden i sikker forvisning om, at de er frosset fast i tid og sted.

Goethe skrev i sin salme, “Det guddommelige” - “Das Göttliche” - om mennesket: “Er kann dem Augenblick Dauer verleihen.” Vi kan give øjeblikket varighed. Han har med garanti ikke tænkt på fotografering, for han skrev det 43 år før verdens første fotografi blev taget.

Alligevel vil jeg mene, at det er noget af det klogeste, der er blevet sagt om at fotografere.

Et fotografi skal vise det, vi ikke når at opfange i forbifarten. Når vi får ro på og får lov til at nærstudere, får vi nye indsigter. Den der skovkrukke, jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har fotograferet den, den er umulig at have med at gøre som fotomodel. Ingen af mine billeder af den siger noget som helst andet, end at her ser man et træ. Så da Christina fortalte, at den ville hun fotografere, så tænkte jeg: Held med det. Og så skaber hun det der strålende portræt og vupti, så har vi en ny forståelse af, hvad det er for et væsen, vi har stående derude i Draved Skov. Jeg er imponeret og taknemmelig men også en smule misundelig.

Det er en tankevækkende og opmuntrende udstilling, du har fået stablet på benene, Christina. Man føler sig forbundet med andre folk, nulevende som for længst hedengangne bare ved at høre, hvilke navne de har til deres egetræer, og hvordan deres samkvem med de gamle kæmper har udviklet sig op igennem tid. Som afslutning vil jeg gerne sige om dig, Christina, og det kan vel heller ikke være mere passende under indtryk, hvor vi står, at du er en fornem udgave af det, man kalder for en fortæller af Guds nåde.